|
12/08/2008 10:39
Af heilpraktiker Arvin Larsen
Det overflødige menneske (relaterer til ubalance i biskjoldbruskkirtlerne/hjerte chakraet)
Følelsesmæssige & mentale indikationer
Primære psykiske indikationer:
Fjernhed, distancering, fremmedhed, meningsløshed, ligegyldighed, had, ensomhed, indadvendthed, manglende ansvar for fællesskabet, uinteresseret, outsider.
Sekundære psykiske indikationer:
Ensomhedsfølelse, afmagt, tillukkethed, sorg, offerfølelser, skyldfølelser, ulykkelig kærlighed, selvudslettelse, overdreven egoisme, følelseskulde, uansvarlighed, manglende samvittighed samt dyrisk adfærd ved uafbalanceret sympatisk/parasympatisk dominans.
Fysiske indikationer:
Akutte og kroniske ubalancer i biskjoldbruskkirtlen, osteoporose (afkalkning af knogler), dårlig knogleopheling, stendannelser i nyrer, galde, kredsløb, mm., kredsløbsforkalkninger, tinnitus (øresusen), hjertekramper, kvælningsfornemmelser og kramper i hals og luftrør, Stær, håraffald, negleforandringer, nervebetingede kramper og spasmer i skeletmuskulaturen samt den glatte muskulatur, autoimmune sygdomme, type2 diabetes, allergier, høfeber, astma og dårligt immunforsvar.
Følelsen af at være overflødig kan endvidere give stresssymptomer så som hovedpine, nakkespændinger, rygsmerter, føleforstyrrelser, synsforstyrrelser, høreforstyrrelser, træthed, hjerteuro, nerveforstyrrelser og periodiske motoriske dysfunktioner, mm.
Psykologiske årsager
Barnet har oplevet at dets kærlighed, omsorg og intimitet ikke var ønsket eller betød noget. Grunden hertil er ofte, at barnets følelsesmæssige niveau er mere udviklet end forældrenes, eller at forældrenes egne traumer hindrer dem i at åbne for deres egen sårbarhed. At modtage kærlighed, vil for mange være det samme som at underlægge sig, og give kontrol til andre.
Adfærdsprogram & mulige livskonsekvenser
Som ung og voksen vil dette menneske ikke kunne finde sin mening med tilværelse. Det vil ikke trives mellem andre mennesker, og vil typisk føle sig overflødig. Få finder en meningsfuld tilværelse ved at give deres omsorg til dyrene, naturen, gud, religion eller andet, som med garanti vil modtage deres kærlighed.
De vil føle at deres egen indsats ingen betydning har for samfundet eller andre mennesker. Deres manglende besjæling af tilværelsen, vil give dem en trist mekanisk oplevelse af livet. De vil derfor aldrig føle sig som en del af helheden, og vil opleve den klassiske fornemmelse af at være i en ”osteklokke”.
Deres undertrykte finere følelseslag, vil hele tiden give dem en fornemmelse af, at de er sarte, svage og overfølsomme. Samtidig vil de væmmes over overfladiske og grovere mennesker og nærmest hade tomheden som de ser alle vegne.
For at undgå den smertelige oplevelse af at være anderledes eller ikke passe ind i fællesskabet, viser de aldrig deres indre og sidder ofte som tilskuer på bagerste række i tilværelsen, mens de i deres indre nyder når andre dummer sig. Denne lidt bizarre glæde over andres pinagtige blottelse skyldes ikke, at de ønsker noget ondt for andre, men blot det faktum, at andres ulykke hjælper dem med at retfærdiggøre deres egen manglende entré.
Endeligt vil disse mennesker ofte lade sig blive misbrugt og kontrolleret af individer, som enten har brug for at stive deres eget selvværd af eller blot ønsker at få en seksuel tilfredsstillelse. Dette frivillige misbrug handler om det overflødelige menneskes higen efter udveksling af kærlighed – også selv om den er tarvelig!
Forløsende erkendelser & korrigerende adfærdsprogrammer
Det skal erkendes, at forældrenes svigtende evne til at værdsætte kærlighed udspringer af forfædrenes manglende udvikling og evne til tilgivelse. At modtage kærlighed tvinger os til tillid, åbenhed, tilgivelse, forbundethed, fællesskab, ligeværdighed etc. En sådan åbning til livet kræver altså en temmelig smertefri og forløst underbevidsthed. Da de færreste er nået til en sådan forløsning, er det nemmere at afvise barnets kærlighed end at slippe traumerne og isolationen fra fortiden. Paradoksalt nok vil fastholdelsen af traumerne kun medføre yderligere traumer, indtil vi slet ikke kan åbne os overfor fællesskabet, livet og kærligheden. Når vi som forældre afviser vores børns kærlighed og opmærksomhed lærer vi dem, at livet ikke ønsker at forbinde sig med dem. Herefter mister de tilliden, fællesskabsfølelsen og forbundetheden. De udvikler ensomhed, distance og ligegyldighed. Disse grundfølelser præger deres handlinger og adfærd, hvorefter børnene afstraffes for mangel på ansvar og deltagelse. Når børnene engang bliver voksne, er deres underbevidsthed fyldt med traumer, som igen tvinger dem til at afvise kærligheden fra deres egne børn. Er man ramt af ovenstående adfærdsmønster vil den forløsende erkendelse derfor være følgende: Afviser du andres kærlighed, vil ingen ej heller modtage eller ønske din kærlighed.
|
|
